Døden og vores forhold til den

Døden er noget som vi alle vil blive konfronteret med – før eller senere. Vi ved det alle sammen, men vælger at være intetanende om den. Når vi så er påmindet om døden ved bortgang af en ven eller et familiemedlem – nær eller fjern, så vil en klar ubehagelighed snige under huden på os og vores reaktion vil være, som om man gerne vil flygte fra det faktum. Nogle gange reagerer vi ved at græde når vi bliver påmindet om døden, men lige så snart gravpladsen er forladt og de daglige rutiner returnerer til krop og sind, for at skubbe os ud i uvisheden om den mest sikre og for-uroligende realitet i livet. Eksperten i esoterisk lære (læren om det
spirituelle i Islam) og samtidigt en klassisk lærd er citeret for at sige:”At spilde tiden er værre end døden, fordi døden adskiller
dig fra denne verden, hvorimod at spilde tiden adskiller dig fra Gud.”
Dada’I At-Tafsir Al-Jaami Limaa Fassarahu Al-Imam Ibn al-Qayim Al-Jawzi: s.306. Vol 3

Hvor ofte bliver vi ikke vævet ind i algoritmernes spindelvæv, når vi er på de sociale medier? I hans indsigtsfyldte og letlæste bog ”The Fiqh of Social Media” klargør Omar Usman en handleplan for, hvordan man nedgraderer ens brug af sociale medier, så din tid kan blive brugt mere fornuftigt. Dette er vigtigt, før døden rammer. Ingen ved hvornår døden rammer, andre end Skaberen af selve Døden – Gud.

”Enhver sjæl vil smage døden.”
[Al-Anbiya – 35:45]

Dette er et vers vi alle kender og kan recitere og måske også har husket udenad, men vi tager det ikke til efterretning af forskellige årsager. Frygten for døden spiller definitivt en rolle, men også hvordan døden er invasiv i vores liv, med dens pludselige afbrydelse af vores lyster og ødelæggelsen af vores verdslige tilbøjeligheder. Vi har formentlig alle sammen familiemedlemmer eller bekendte, som nyligt er gået bort og dermed minder os om afbrydelsen af livet. Der er forskellige årsager til deres dødsfald såsom sygdom, ulykker, bandevold, tilfældig vold, alder og pludselige uforklarlige dødsfald. Nogle dødsfald er langsomme og smertefulde, imens andre er pludselige. De pludselige dødsfald fremstår som eksempler på det gode og det onde.

Er vi ikke igen og igen blevet imponerede og måske misundelige på den gode måde, når fromme folk er gået bort i mens de læste Det Sidste Testamente – Quran – som er overgivet menneskeheden fra Gud. Eller har vi ikke hørt om dem, der gik bort i sujud, bøn eller anden form for tilbedelse? Disse noble mennesker i Guds øjne, men ukendte for menneskeheden, er blevet givet det ultimative stempel af godkendelse fra Gud ved deres død. Nøglen til at forstå dem, var ikke deres bekymring for deres fysiske krops bortgang. Det var nærmere deres hjerters død, der foruroligende dem.

”En mand er den, der frygter sit hjertes død, ikke sin krops.”
Ibn Al-Qayim – Madarij as-Salikeen 3/248

Når døden ankommer og du ikke er engageret i noget godt, vil resultatet ofte reflektere dette. Nogle år tilbage fortalte en af mine nære venner mig om det store chok over sit nære familiemedlems død. Fire venner (heriblandt hans nære familiemedlem) cruisede i deres cabriolet. Musikken var høj og ligeså var deres humør. Lige indtil en anden bil kørte frontalt ind i dem ud af det blå. Tre af dem døde på stedet, imens det fjerde (familiemedlemmet) stadigt var i live. Knækkede paneler af plast og knust glas flød ud over det hele. Airbags var oppustede og røgen steg op fra motorhjelmen. Bilfabrikatet var ikke til at genkende. Ulykken skete lige uden for en Masjid ved Salatul Isha tidens afslutning. Derfor var det nærliggende, at folk kom ud af Masjid og mødte ulykkens rå virkelighed. En af de mennesker der kom ud af Masjid og ankom til bilen som den første, vurderede hurtigt, at kun en var i live og at vedkommende faldt ind og ud af bevidsthed. Efter at have set den overlevendes skader var det hans fornemmelse, at den tilskadekomne ikke havde den store chance for at overleve meget længere. Som sirenerne fra ambulancerne kom nærmere i det fjerne, forsøgte den tililende desperat at få den tilskadekomne til at udtrykke Shahadah (trosbekendelsen - Laa ilaaha illa Allah). Det eneste føreren af bilen kunne komme på og blev ved med at gentage udtryksløst var de sidste vers af den sang, de hørte før ulykken.

I dette øjeblik er det ligegyldigt, hvem der forårsagede ulykken, hvad klokken var, hvilket tøj du havde på mv. Det eneste der i dette øjeblik betyder noget, er hvis du er i stand til at udtrykke trosbekendelsen i dødsøjeblikket. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Profeten Muhammad (må Allahs fred være med ham) sagde:

”Opfordre jeres døende til at sige Laa ilaaha illa Allah, fordi for dem hvis sidste ord er Laa ilaaha illa Allah, så når han dør vil han entrere Paradiset i sidste ende, selv hvis han lider før dette.”
Ibn Hibban (3004), klassificeret sahih i Tahqiq Ibn Hibban.

Hvis ikke døden sker omkring dig i disse dage, så er der ikke megen eftertanke givet, grundet dens destruktive og pludselige natur. Med de sociale mediers fremkomst og behovet for usund eksponering og opmærksomhed, så agerer døden som en effektiv opvækkelse overfor dødens realiteter. Det menneskelige sind og krop er eksponeret for masser af distraktioner, som dæmper tankevirksomheden, uanset om de er digitale eller kødelige opfyldelse af mørke lyster. Når vi nu nævner mørke, så har vi formentlig alle leget gemmeleg i vores hjem da vi var børn. I det øjeblik vi gemmer os i et trangt og mørkt sted som et klædeskab, så sniger tanken sig ind, ”hvad hvis jeg sad fast herinde i dette mørke sted?” - Graven er et sådant sted og den indeholder ingen døre, der kan åbnes for at lukke lys ind og få noget frisk luft. For nogle vil graven rigtig nok være et mørkt og skræmmende sted, og for andre vil det være et oplyst, rummeligt og positivt sted. Mantraet om, at ”min krop er mit tempel” ophører simpelthen i graven og du er alene, hjælpeløs, uden nogen som helst ejendele andet end dit kaffan (ligklæde). Dine handlinger, fra denne verden som du blev taget bort fra, er nu forseglede imens du indgår i de dødes og ukendtes rige.

De arrogante faraoer af fortiden troede, at de kunne administrere alt, selv i det hinsides. Kroppen blev balsameret og begravet med værdifulde genstande som fx mad, drikkelse, familiemedlemmer, smykker og kæledyr - men hvad det i virkeligheden blev til var et forfejlet forsøg på at administrere efterlivet. Kroppen blev mumificeret og placeret i udsmykkede sarkofager, der så igen blev ved forskellige gravsteder, hvoraf pyramiderne er de mest omtalte. Vikingerne tog ligeledes deres mest værdifulde genstande med sig i graven, som typisk var deres sværd, lertøj og klæder. De blev begravet i forskellige gravhøje, der stadig står den dag i dag i det skandinaviske landskab og bryder raps- og kornmarkerne op. Inkaerne fra Sydamerika mumificerede også deres døde og lagde dem i store kurve eller store lerkrukker med proviant og placerede disse krukker ufremkommelige steder.

Det lader til, at menneskeheden igennem historien har haft svært ved at acceptere, at døden ville ankomme og at det ville være uden for deres kontrol, hvad efterlivet ville

byde på. De mænd og kvinder der gik bort lå hjælpeløst tilbage, imens deres grave blev berøvet og den eneste proviant de egentlig bragte med dem var deres handlinger – både gode og dårlige. Når først er i graven, vil vores opfattelse af hvad der sker lige nu eller hvad der vil ske, være dirigeret af guddommelig vejledning overleveret af den mest noble person som nogensinde har betrådt denne jord - profetskabets segl sendt til menneskeheden, Profeten Muhammad (Må guds fred og velsignelser være over ham). Følg med i del 2, når den udkommer her på siden.